29. jan 2018

Farvel til farmand

Det var sagligt at opsige en medarbejder, selvom han havde meddelt, at hans kone var gravid. Det slog opmanden fast i denne faglig voldgift.

En arbejdsgiver må ikke opsige en medarbejder på grund af graviditet eller barsel. Når en medarbejder opsiges under graviditet, er det arbejdsgiveren, der skal bevise, at opsigelsen ikke er begrundet i dette forhold. Dette gælder også, selvom det ikke er medarbejderen selv, men medarbejderens ægtefælle, der er gravid. 

Sagen handlede om en medarbejder, der havde været ansat i en virksomhed i over 20 år. Medarbejderen ventede sammen med sin ægtefælle barn nummer to, hvilket medarbejderen havde oplyst sin arbejdsgiver om. 

I forbindelse med en ny strategi skulle virksomheden gennemføre en større afskedigelsesrunde. I den afdeling, hvor medarbejderen var ansat, skulle 24 ud af 262 opsiges. Til udvælgelsen af, hvilke medarbejdere der skulle opsiges, anvendte arbejdsgiveren et pointsystem. Medarbejderne blev hver især vurderet i forhold til en række objektive og saglige kriterier, der havde været drøftet med samarbejdsudvalget.

Da medarbejderen blev vurderet med den laveste score blandt de fire, der havde sammenlignelige arbejdsopgaver, blev han afskediget. Medarbejderen var af den opfattelse, at afskedigelsen skyldtes hans ægtefælles graviditet, og valgte derfor at anlægge sag mod arbejdsgiveren. 

Bevisbyrden var løftet
Opmanden fandt, at der forelå et driftsmæssigt grundlag for de gennemførte afskedigelser, og at der også var dokumenteret et behov for at afskedige én blandt de fire medarbejdere, der havde sammenlignelige arbejdsopgaver. 

Opmanden fandt endvidere, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var lagt vægt på ægtefællens graviditet ved opsigelsen. Dette skyldtes, at arbejdsgiveren ved vurderingen af, hvem der bedst kunne undværes, havde lagt vægt på, at medarbejderen – ud over at være den, der var blevet vurderet med den laveste score – også i forbindelse med en tidligere afskedigelsesrunde var vurderet som den, der bedst kunne undværes. Dertil kom, at ledelsen havde modtaget en klage over medarbejderens arbejde.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at anvendelsen af pointsystem, der dokumenterer, at ‎medarbejderne er vurderet individuelt ud fra saglige kriterier, tillægges bevismæssig ‎værdi, når retten skal vurdere, om der er noget, der tyder på, at graviditet har spillet en rolle i forbindelse med udvælgelsesprocessen.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Skrevet af

Kategori

Diskrimination/ligebehandlingsloven