15. maj 2018

Tagdækning under sygemelding?

Det var ikke uforeneligt med en snedkers sygemelding, at han havde deltaget i et møde om anlæg af nyt tag på sit hus.

En sygemeldt medarbejder har som udgangspunkt lovligt forfald og skal ikke møde på arbejde. Men hvis medarbejderen reelt ikke er uarbejdsdygtig, men alligevel udebliver fra arbejde, kan arbejdsgiveren efter omstændighederne bortvise og kræve løn tilbagebetalt. Men hvad skal der til, før det er godtgjort, at medarbejderen er udeblevet ulovligt. Det så Østre Landsret på i denne sag. 

Sagen handlede om en snedker, som var ansat i en entreprenørvirksomhed på funktionærlignende vilkår, der blandt andet gav ham ret til løn under sygdom. Efter at snedkeren havde været sygemeldt i en længere periode med stress, blev han opsagt. 

Snedkeren og entreprenørvirksomheden endte efterfølgende i en større tvist. Blandt andet handlede sagen om, hvorvidt snedkeren reelt havde været uarbejdsdygtig under sin sygemelding. Entreprenørvirksomheden mente, at snedkeren havde deltaget aktivt i arbejdet med at lægge nyt tag på sit hus, og at dette var uforeneligt med snedkerens sygemelding. Virksomheden rejste derfor krav om, at snedkeren tilbagebetalte den løn, som han havde modtaget under sin sygemelding. 

Snedkeren afviste kravet. Han havde kun deltaget i et forberedende møde med kommunen, som skulle betale for taget, og først deltaget i anlægsarbejdet, efter at han var fratrådt. 

Hvad kunne bevises? 
Både by- og landsretten fandt det ikke uforeneligt med sygemeldingen, at snedkeren havde deltaget i et møde om taget, og da et vidne desuden for retten bekræftede, at snedkeren først havde deltaget i anlægsarbejdet efter sin fratræden, var det ikke bevist, at snedkeren var udeblevet ulovligt fra sit arbejde. 

Landsretten frifandt derfor snedkeren.

Norrbom Vinding bemærker

  • at dommen er et eksempel på, at vurderingen af, om en sygemeldt medarbejder har foretaget aktiviteter, der er uforenelige med sygefraværet – og i så fald er udeblevet ulovligt – vil blive foretaget konkret med udgangspunkt i de aktiviteter, der beviseligt har fundet sted og baggrunden for sygefraværet.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Skrevet af

Kategori

Ansættelsesret