7. feb 2018

Den fravalgte fuldmægtig

Anklagemyndigheden kunne ikke godtgøre, at de ikke havde lagt vægt på en ansøgers forestående barsel, da de meddelte afslag på ansøgning om et job som anklagerfuldmægtig.

Selv om en arbejdsgiver står og skal bruge nye medarbejdere inden for en kort tidshorisont, må man ikke fravælge en ansøger med den begrundelse, at ansøgeren skal på barselsorlov. Det viser denne sag fra Ligebehandlingsnævnet. 

Sagen handlede om en ansøger, der blev kaldt til jobsamtale som anklagerfuldmægtig hos Anklagemyndigheden. I forbindelse med indkaldelsen til samtalen oplyste ansøgeren, at hun var højgravid og havde termin dagen efter samtalen. Chefanklageren svarede, at da Anklagemyndigheden skulle bruge nye anklagere meget snart, ville det ikke give mening at gennemføre samtalen. I e-mailen skrev chefanklageren: ”Jeg vil jo ikke kunne vente på dig.” 

Da ansøgeren insisterede på, at hun gerne ville til samtale, indvilligede chefanklageren i, at den kunne gennemføres. Til samtalen oplyste chefanklageren igen, at ansøgeren var kvalificeret, men at hun ikke ville komme i betragtning til jobbet, da de skulle bruge nye anklagerfuldmægtige med det samme. 

Et par dage efter fik ansøgeren officielt afslag på sin ansøgning. 

Fanget på skrift 
Ansøgeren indbragte sagen for Ligebehandlingsnavnet og gjorde gældende, at hun var blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling, idet den eneste grund til, at hun ikke var kommet i betragtning til jobbet, var hendes forestående barsel. 

Anklagemyndigheden bekræftede ansøgerens udlægning af hændelsesforløbet, men gjorde gældende, at idet ansøgeren allerede var ansat inden for Justitsministeriets ressortområde, var der tale om en intern rokering, der ikke kunne sidestilles med en ansættelse i ligebehandlingslovens forstand. Derudover var det afgørende for driften, at ansøgere kunne tiltræde med det samme, da sagsmængden var stor. 

På baggrund af e-mailkorrespondancen fandt Ligebehandlingsnævnet, at ansøgeren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling på grund af køn. Idet chefanklageren direkte havde henvist til ansøgerens graviditet som begrundelse for, at hun fik afslag på jobbet, kunne Anklagemyndigheden ikke løfte bevisbyrden for, at graviditeten havde været uden betydning for afslaget. 

Det forhold, at der muligvis var tale om en intern rokering, kunne ifølge Ligebehandlingsnævnet ikke ændre på det faktum, at graviditeten havde været udslagsgivende for, at ansøgeren var blevet stillet ringere end de øvrige ansøgere.  

Ansøgeren blev derfor tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Norrbom Vinding bemærker

  • at afgørelsen illustrerer, at selvom en arbejdsgiver har et akut behov for arbejdskraft, må en ansøgers forestående barsel ikke tillægges vægt ved beslutningen om ansættelse, og
  • at afgørelsen endvidere bekræfter, at godtgørelsen i en situation, hvor en ansøger fravælges som følge af et beskyttet kriterie (her graviditet og barsel), som udgangspunkt vil blive udmålt til 25.000 kr.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Skrevet af

Kategori

Diskrimination/ligebehandlingsloven