5. dec 2017

Ingen kære mor

Det var ok at opsige en klinikassistent, som ikke dukkede op til en ‎sygefraværssamtale – også uden forudgående advarsel. Det viser denne sag fra Sø- ‎og Handelsretten.

Efter sygedagpengeloven skal arbejdsgivere indkalde til en samtale om, hvornår og ‎hvordan medarbejderen kan vende tilbage til arbejdet. Sygefraværssamtalen skal ‎holdes inden for 4 uger fra 1. fraværsdag. Men hvad sker der, hvis medarbejderen ‎slet ikke dukker op? Det skulle Sø- og Handelsretten afgøre i denne sag. ‎
‎ ‎
Sagen handlede om en klinikassistent, der var ansat i en tandlægeklinik. ‎Klinikassistenten følte sig forskelsbehandlet og mente ikke, at tandlægen tog de ‎nødvendige skånebehov. Da klinikassistenten nævnte det for tandlægen, fik ‎klinikassistenten et kort og skarpt svar – tandlægen var nemlig på vej på ‎sommerferie. ‎

Efter sommerferien meldte klinikassistenten sig syg. Hun var nemlig ked af samtalen ‎før sommerferien. Da tandlægen indkaldte til sygefraværssamtale i en sms, fik ‎tandlægen besked om, at klinikassistenten forsat var ked af samtalen, var på vej til ‎lægen, men ville vende tilbage et par dage efter. ‎

Et par dage efter indkaldte tandlægen til samtalen i et brev, der blev overbragt. Der ‎stod i brevet, at klinikassistenten havde pligt til at deltage i samtalen. På sms ‎svarende klinikassistenten, at hun ville forsøge at komme. Da klinikassistenten ‎udeblev, blev hun opsagt. ‎

Ikke for syg til at deltage
Sagen fandt vej til Sø- og Handelsretten. Klinikassistenten mente nemlig, at ‎opsigelsen var usaglig. Det blev gjort gældende, at hun var for syg til at gennemføre ‎samtalen, og at hun skulle have haft en advarsel, inden opsigelsen blev effektueret. ‎

Sø- og Handelsretten fandt det ikke bevist, at klinikassistenten var for syg til at ‎deltage i sygefraværssamtalen. Som følge af sms’erne mellem parterne kunne ‎tandlægen gå ud fra, at klinikassistenten ikke ønskede at deltage i en ‎sygefraværssamtale. Derfor var det ok, at tandlægen havde afskediget ‎klinikassistenten uden først at give en advarsel.

Norrbom Vinding bemærker

  • at dommen er eksempel på, at det er medarbejderen, som har bevisbyrden for, at ‎medarbejderen er for syg til at deltage i en sygefraværssamtale, hvilket i øvrigt vil ‎kræve meget, da samtalen også kan afholdes telefonisk, og
  • at dommen i øvrigt illustrerer, at en arbejdsgiver efter omstændighederne kan ‎afskedige en medarbejder, der udebliver fra en sygefraværssamtale, uden ‎forudgående advarsel.

Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.

Skrevet af


Søren Eeg Hansen

Senioradvokat (CIPP/E)

Kategori

Afskedigelse/bortvisning