Det var sagligt, at en arbejdsgiver skønnede, at en nyansat medarbejder var mere uundværlig end en medarbejder med 16 års anciennitet, da virksomheden skulle afskedige på grund af ordrenedgang.
Arbejdsgiveres ret til at skønne over, hvem der bedst kan undværes i en arbejdsmangelsituation, gælder som udgangspunkt også, selvom der umiddelbart forinden afskedigelsen er sket en nyansættelse. Det viser denne kendelse fra Afskedigelsesnævnet.
Sagen handlede om en arbejdsgiver, der på grund af en stigende ordretilgang besluttede sig for at ansætte en ny medarbejder. Kun en måned efter nyansættelsen indtrådte en pludselig markant ordrenedgang, som gjorde en afskedigelsesrunde nødvendig.
Arbejdsgivers saglige skøn
Blandt de i alt fem opsagte på virksomheden var en medarbejder med 16 års uafbrudt anciennitet. Medarbejderen mente, at opsigelsen var usaglig og henviste i den forbindelse til, at den nyansatte ikke var blevet opsagt. Arbejdsgiveren var uenig, og sagen blev indbragt for Afskedigelsesnævnet.
Opmanden lagde efter bevisførelsen til grund, at den pludselige arbejdsmangel var uventet, og at arbejdsgiveren derfor ikke havde kunnet forudse det, da han ansatte en ny medarbejder. Da bevisførelsen ikke i øvrigt gav anledning til at antage, at opsigelsen af medarbejderen var usaglig, fandt opmanden ikke grundlag for at tilsidesætte arbejdsgiverens skøn over, hvem der bedst kunne undværes i arbejdsmangelsituationen.