Udskriftsikon
1-3-2010

Ingen krænkelse af ligebehandlingsprincippet

Diskrimination
En arbejdsgiver krænkede ikke ligebehandlingsprincippet, da han afskedigede en kvindelig medarbejder, der netop var vendt tilbage efter barsel. Det slår Vestre Landsret fast.
 
Hvis en arbejdsgiver afskediger en medarbejder, der lige er vendt tilbage efter barsel, risikerer han at få en sag om ligebehandling på halsen. I en sådan situation kan det nemlig ende med at være op til arbejdsgiver at bevise, at opsigelsen ikke krænker ligebehandlingsprincippet.
 
Sagen handlede om en kvindelig ejendomsmægler, der en uge efter sin barselsorlov blev sagt op, fordi en afmatning på ejendomsmarkedet gjorde nedskæringer nødvendige.  Medarbejderen var utilfreds og rejste krav om godtgørelse for krænkelse af ligebehandlingsloven.
 
Ingen godtgørelse
Landsretten fandt, at medarbejderen på grund af den tidsmæssige sammenhæng mellem afskedigelsen og barselsorlovens afslutning havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling ved afskedigelsen.
 
Arbejdsgiveren blev dog frifundet, fordi landsretten fandt det dokumenteret, at afmatnin-gen på ejendomsmarkedet i efteråret 2007 havde medført, at arbejdsgiver var nødt til at reducere virksomhedens omkostninger. Endelig mente retten, at arbejdsgiver havde godtgjort, at medarbejderen var den ansatte, som bedst kunne undværes.
Norrbom Vinding bemærker:
  • at den tidsmæssige sammenhæng mellem en medarbejders tilbagevenden fra barsel og en arbejdsgivers opsigelse kan blive afgørende ved domstolenes vurdering af, om medarbejderen har påvist faktiske omstændigheder, men

  • at afgørelsen samtidig viser, at arbejdsgiver ved fremlæggelse af dokumentation for de driftsmæssige forhold, der danner grundlag for opsigelsen, kan løfte bevisbyrden for, at opsigelsen ikke medførte en krænkelse af ligebehandlingsprincippet.
Indholdet i ovenstående nyhedstekst er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning

 
Du kan modtage Norrbom Vindings nyhedsbrev hver 14. dag ved at tilmelde dig vores nyhedsservice. Du har også mulighed for at modtage nyheder pr. RSS feeds, straks de publiceres på hjemmesiden ved at tilmelde dig denne service.
Vores mål er, at Norrbom Vindings nyhedsservice sikrer, at du altid er opdateret på, hvad der rør sig inden for vores felt. Vi lægger løbende nyheder på hjemmesiden. Vi udsender et nyhedsbrev hver 14. dag – og ved ”store nyheder” sender vi et ekstraordinært nyhedsbrev.

Endelig samler vi løbende op på udviklingen på det HR-juridiske område i temaartikler.
 
Ius Laboris